Musikskolen

Sang, hold og instrumenter

Rytmisk træning og sammenspil for 0.-3. klasse

Beat it!

På “Beat it” vil vi bruge kroppen til at udvikle musikalitet. Vi træner pulsfornemmelse, tramper og klapper fede rytmer og synger vores yndlingssange. Man kan skabe en hel symfoni af tramp, klap og sang og derudover skabes et solidt fundament til et liv med musik. Når vi har mærket musikken i kroppen, skal vi prøve at overføre det til forskellige instrumenter og spille sammen ligesom i et band. Vi skal også kaste os ud i fantasifulde musiklege.

På Beat It! er der plads til god energi og glæde ved musikken. Det bliver med fart på, super sjovt og lærerigt– kom og vær med!

Pris: 2 rater af kr. 900,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(30 minutter, min. 5 – max 9 elever)

Sang og dans for 0.-3. klasse

MGP

MGP er for dig der elsker at danse, synge og optræde sammen med andre.

Her skal vi både synge og danse på en gang – både MGP- og andre sange. Det vil her være muligt for eleverne at være med til at lave dele af dansetrinene i samarbejde med underviseren. Udover sang og dans skal vi ligeledes lære at performe ind- og udgang, så vi får lavet et fedt show!

Pris: 2 rater af kr. 800,- (i alt 2 x 12 undervisningsgange)

(30 minutter, min. 5 – max 9 elever)

Samspil, sangskrivning og indspilning for 4.-9. klasse

The Band

The Band er for elever, der drømmer om at spille i et rigtigt band og opleve glæden ved musik sammen med andre. Her handler det om spilleglæde, energi og sammenspil – og om at finde ud af, hvordan et band fungerer både musikalsk og på scenen. Forløbet starter med, at eleverne lærer at spille kendte numre fra forskellige genrer, så de kan få styr på timing, groove og sammenspil. Senere får de mulighed for selv at skrive en sang sammen som band, hvor kreativitet og samarbejde er i fokus. Eleverne lærer at lytte til hinanden, tage ansvar for deres egen rolle og støtte hinanden – både på instrumenter og med sang, herunder backing kor. Uanset om de spiller kendte numre eller skaber deres egen musik, er målet, at det skal være sjovt, udviklende og styrke fællesskabet i bandet.

Pris: 2 rater af kr. 1350,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(45 minutter, min. 4 – max 7 elever)

Bliv en sej DJ for 4.-7. klasse

DJ- og Scratch-skolen

Dj’s er dem som styrer musikken, om det så er til dans, træning, fest eller udendørs.
For at blive dj skal man lære hvordan et anlæg bygges og sættes sammen, så lyden passer til hvor man er, og hvem man spiller for.

Dertil kan en dj øve sig på en lang række teknikker (cueing, beatmatch, scratch, beatjuggles m.m) for at få musikken til at flyde fedt, og lære seje tricks til så man kan dj’e sine yndlingssange på sin egen måde. Alt det kan du lære på dj-holdet.

Pris: 2 rater af kr. 1350,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(45 minutter, min. 4 – max 8 elever)

Sammenspil for slagtøj for 4.-9. klasse

Beat the beat

Der findes en verden af slagtøj, der bare venter på at blive indtaget. Udover fede rytmer på trommesæt, skal vi spille på alverdens percussion. Vi tager på en musikalsk rejse og henter inspiration fra bl.a. Jamaicas reggae og dancehall, Brasiliens samba og Cubas rumba. Kroppen er også et mega sejt instrument – med klap og tramp skal vi træne rytmer og puls og derigennem få et endnu større musikalsk overskud. På holdet arbejder vi også med rytmenoder og stik- og slagteknik. Det blir en stor rytmefest – kom og vær med!

Pris: 2 rater af kr. 1350,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(30 minutter, min. 4 – max 8 elever)

Sang og dans for 4.-9. klasse

Performance

Her skal vi virkelig performe!!! Vi skal både synge og danse på en gang, og til vores afslutningskoncert skal vi performe sammen med et sejt sammenspilshold bestående af instrumental-elever.

Pris: 2 rater af kr. 1200,- (i alt 2 x 12 undervisningsgange)

(30 minutter, min. 4 – max 8 elever)

Guitar/Ukulele

På guitar og ukulele får du undervisning, der passer til dit niveau og dine interesser. Vi starter med grundlæggende akkorder og melodier, og gradvist udvikler du dit spil og lærer at spille mere komplekse sange. På guitar arbejder vi desuden med soloer og teknikker, så du lærer at forme dine egne guitar riffs og soloer. Undervejs kan du også lære at læse noder gennem små, overskuelige melodier – alt sammen på en sjov og motiverende måde. Undervisningen foregår på små hold, så du får personlig vejledning og samtidig mulighed for at spille sammen med andre.

Pris: 2 rater af kr. 1850,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(2-3 elever, 30-45 minutter)

Bas

Skræddersyet instrumentalundervisning. Bassen er noget af det vigtigste i al musik. Det er bassen, der spiller den dybe og groovy bund, som får vores krop til at bevæge sig. I undervisningen vil vi arbejde med lækre basgange, som får gulvet til at gynge. Undervisningen foregår på små hold, så du får personlig vejledning og samtidig mulighed for at spille sammen med andre.

Pris: 2 rater af kr. 1850,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(2-3 elever, 30-45 minutter)

Klaver

Klaveret er et godt instrument, hvis du vil lære det musikalske håndværk fra grunden. Du får kendskab til noder, lærer at spille akkorder og efter gehør. Du lærer at bruge klaveret både som soloinstrument og i sammenspil med andre. Du vil blive introduceret til et udvalg af forskellige kendte børnesange og moderne pop og rockmusik. Men du må også meget gerne selv komme med forslag til sange.

Pris: 2 rater af kr. 1850,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange – tirsdag og torsdag),
Pris: 2 rater af kr. 1600,- (i alt 2 x 12 undervisningsgange – mandag)

(2-3 elever, 30-45 minutter)

Trommer/
Slagtøj

Er du vild med at tromme med blyanter på borde, så kom til trommeundervisning og bliv endnu bedre. Trommer er et godt instrument at starte med, der træner både rytme-, pulsfornemmelse og koordination. I trommeundervisningen vil vi arbejde med forskellige grundrytmer, rytmik, body-percussion og læsning af rytmer og vigtigst af alt – spilleglæde. Det vigtigste er, at det skal være sjovt at spille trommer!

Pris: 2 rater af kr. 1850,- (i alt 2 x 14 undervisningsgange)

(2-3 elever, 30-45 minutter)

Sang for alle aldre 

Sang

Sangstemmen er dit helt eget personlige instrument. Når du går til sang, tager vi udgangspunkt i netop din stemme og dens muligheder. Hvad enten du er mest vant til at synge alene foran spejlet eller elsker at synge foran andre kan du få hjælp til at lære din stemme at kende og til at blive endnu bedre. Alle kan lære at synge! Du kommer til at synge sange i forskellige stilarter, det kan både være sange du selv vælger eller som jeg vælger. Vi skal arbejde med øvelser for krop og stemme for at gøre din stemme stærk og smidig og arbejde med klang, udtryk, frasering, mikrofonteknik og meget mere. Vi kommer også til at slå os sammen med andre sangelever for at lave nogle skønne harmonier.

Pris: 2 rater af kr. 1600,- (i alt 2 x 12 undervisningsgange)

(2-3 elever, 30-45 minutter)

Keramikskolen

Keramik

Keramik er for dig, der elsker at skabe dine egne ting. Du vil blive sat ind i nogle af keramikkens mange muligheder og lære de grundlæggende teknikker som pølse, plade og kvætse teknikkerne. Vi skal undersøge forskellige dekorations metoder og snuse til glasurerne forunderlige reaktioner. Til keramik vil du både modtage undervisning og have tid til at lave dine egne værker. Så drømmer du om at lave din egen kop, skål eller udtrykke dig med skulpturarbejde, har du mulighed for det.

Pris: kr. 1680,- for en sæson (12 undervisningsgange).

(1,5 time, min. 5 – max 10 elever)